Hønsefond
Opskrift følger…

Dette knækbrød (eller hvad man nu vil kalde det) er latterligt nemt at lave!
Du skal grave i skabene og finde dette frem (efter at du har sat ovnen på 175 grader…)
2 puttehøns æg
1 dl. solsikkekerner
1 dl. græskarkerner
1 dl. sesamfrø
0,75 dl. hørfrø
Lidt salt og evt. parmasan
Pisk æggene sammen, og tilsæt frø/kerner og lidt salt. Du kan også rive lidt parmasan i hvis du har lyst.
Hæld ud på bagepapirklædt bageplade, bred ud til tynd ‘plade’ uden huller, og sæt midt i ovnen og bag i ca 10-12 minutter.
Når den er kølet af kan du skære den i nydelige firkanter.
Smager skønt med havarti ost! Og hjemmelavet syltetøj (lavet med honning).

Opskrift følger…

Som med al anden mad, har det meget at sige at man bruger ordentlige råvarer. Et halvslatten salathoved bliver ikke meget bedre end en halvslatten salat.
Nu agiterer jeg overhovedet ikke for madspild! Der er ingen grund til at smide halvkedelig mad ud!!!! Jeg siger bare, jo bedre udgangspunkt du har, jo bedre resultat. Kig ordentlig på dine grøntsager når du køber dem, så de er ordentligt friske. Opbevar dem ordentligt, og lad dem ikke blive maste eller klemte under hjem-transport.
Og lav salat hver dag, så du hurtigt får brugt grøntsagerne, så ender du slet ikke i de halvslatne råvarer.
Nedenstående er bare en skabelon på hvad du kan putte i enhver salat for at peppe den op.
Du kan bruge hvad du har lyst til, en eller anden form for salat. Alt fra de søde lidt intetsigende salater som iceberg eller hovedsalat, eller mere bitre som rucola. Du vælger selv efter pengepung, lyst og årstid.
Hvad du ellers kan lide af grøntsager (eller frugt) kommer du blot i. For at peppe salaten op herefter, kan du med fordel komme dette i:
Avocado i tern eller skiver.
Parmaskine, du har stegt ved middelvarme i lidt smør eller olie. Lad den køle af, og du kan herefter brække den i stykker.
Oliven (køb meget gerne græske kalamata oliven med sten)
Små cherrytomater.
Parmesan i skiver.
Til sidst hældes lidt olie over (f.eks. avocadoolie eller en god olivenolie)
Drys med lidt flagesalt.
Bland det hele forsigtigt sammen, og spis med det samme.

Opskrift følger…

Ja, uden en masse dikke-darer, så kommer her listen over oste, enhver laktosesvag sjæl kan spise uden efterfølgende mave-onde!
Disse er naturligt laktosefrie oste:
Asiago
Blue
Brick
Brie
Camenbert
Cheddar
Colby
Edam
Emmenatler
Gorgonzola
Gouda
Havarti
Hytteost (kun ‘dry curd’)
Monterey (Jack)
Muenster
Parmesan (ej revet)
Port du Salut
Roquefort
Stilton
Jeg får altid købt for mange agurker - eller også laver jeg for lidt salat!
Under alle omstændigheder nægtede jeg at endnu en sagesløs agurk skulle gå til - og så må man jo sylte. Ja man må!
Det aner jeg (heller ikke) et pip om, så jeg googlede og fandt denne opskrift:
1½ dl vand
3 dl lagereddike (eller æbleeddike måske endnu bedre)
3/4 tsk salt
8 spsk honning (1,2 dl)
30 peberkorn - 10 sorte, 10 røde og 10 tørrede grønne - og nej det har sikkert ingen som helst relevans for smagen, men jeg har kun en peberblanding, så jeg kunne jo lige så godt bruge alle farverne.
1½ stor agurk, i alt ca. 500 g, vasket og enderne skåret af, derefter skåret i skiver på ca. 2-3 mm
2 store chilifrugter af ubestemt styrke.
Kog en lage op af vand, eddike, salt, honning og peberkorn, til honning og salt er opløst. Køl lagen en smule ned, så den ikke er spilkogende.
Sylteglas forberedes ved at skylle dem i kogende vand (evt. atamon hvis man vil det).
Agurkeskiverne lægges i glasset sammen med chilifrugterne. Lagen hældes over mens den stadig er varm.
Låget skrues godt fast med det samme, og når glasset er kølet lidt ned sættes den i køleskab og trækker et døgns tid. Hvis man laver tyndere skiver kan man sikkert nøjes med mindre trækketid, men jeg kan godt lide at der er lidt bid i.
Opbevares for en sikkerheds skyld i køleskab efter åbning.
Kan bruges oven på leverpostej (hvis den er lovlig).
Eller som tilbehør til kød.
Eller til når du selv laver remoulade.
Eller til at kaste efter naboens hund der s***** i din indkørsel.
Eller…
Ja, sikkert til meget mere.
Og - tak til Heidis verden http://hejdis.blogspot.com/) hvor jeg fandt opskriften! Og billedet.

Og jeg vil gerne takke: Sonja Bock & Tina Scheftelowitz!
Jeg har nemlig fundet inspirationen i deres bog: Suveræne Succeser. Det er en bog jeg godt kan anbefale jer at købe, her er masser af opskrifter der enten er helt SCD-diæt venlige, eller som nemt kan rettes til.
Jeg kopierer dog ikke mængderne, da jeg altid laver mad på slump.
Men dette er ingredienserne:
Gulerødder
Olivenolie
Hvidløg
Cayennepeber (hvis din mave kan tåle det, ellers undlad det)
Citronsaft
Sorte oliven, meget gerne kalamta fra Grækenland
Lovlig ost, f.eks. parmasan eller Gouda. (Jeg tror gedegoudan vil være fantastisk her!)
Persille
Salt
Gulerødderne skræller du og skær i stave. 7 cm. lange on 1 cm. tykke. Frem med målebåndet, opskriften bliver FULDSTÆNDIG mislykket hvis ikke du har målene på millimeter!!….
Pjat, det mislykkes kun lidt!
Ok, det er ligemeget, bare sådan ca. ikke!
Vend dem med olien og det finthakkede hvidløg og cayennepeberet.
Læg på en bageplade med papir, og sæt dem i ovnen. Varmluft, 200 grader og i 15-20 minutter.
De må gerne få lidt farve, men må ikke bage helt ud, der skal stadig være lidt bid i. Rør rundt et par gange under bagningen.
I mens hakker du oliven groft. For svigermors skyld, er det praktisk hvis du fjerner stenene først, hvis der er sådan nogle i… (Det kommer selvfølgelig an på hvad forhold du har til svigermor…)
Vend oliven i citronsaft.
Arranger (eller plop) gulerødderne på et fad eller i en skål, vend oliven sammen med gulerødder. Smag til med salt, f.eks. Maldonsalt eller Læsø sydesalt, der ikke er voldsomt salt og er dejligt i salat.
Skær fine tynde skiver af Parmasan eller Gouda og drys oer salaten, og til sidst kommes frisk hakket persille over.
Det smager godt! Basta!
Ps. Man kan også lige inden servering, tilsætte små halverede cocktail-tomater eller lignende.

Billedet er lånt fra bloggen Spis Godt, og er derfor bare en ide om hvordan salaten ser ud.
På en højhellig onsdag, midt i ugen, på enhver måde langt fra weekenden, tog inspirationen sit grumme kvælertag i mig!
Hvordan kan det ske? Det er jo nærmest bare …mærkligt!
Nå hul i det, sagen er den, at det kom over mig og på en blæsende onsdag aften, kunne det lille køkken genlyde af grydernes klirren, stegens osen og akrobatiske krumspring rundt om katten. (Han ved altid når der er god mad i farvandet, og sætter sig HELE TIDEN I VEJEN!! Grrrr, møgdyr!)
Op af kælderens dyb (kummefryserens uudforskede indre) kom i morges en halv lammeryg.
Da den her til aften var tøet op, blev den ridset på kryds og tværs i fedtlaget og fik en god dybdemassage med helbredende urter: Sort peber og koriander, der forud var rumlet i morteren. Så fik den et kærligt drys citronskræl, fra en naturligvis økologisk, citron. Sidst, livgivende salt. Ind med kræet i en 200 grader varm ovn i 20 minutter.
I mens kan man passende skrælle 20 fed hvidløg. Dødssygt, med de smager bare bedre uden skræl, så kom du bare i gang!
Smid i en gryde med hjemmelavet yoghurt, blandet med lidt vand. Ca. 3 dl. Skræl et par persillerødder, skær i små stykker og plop i sammen med hvidløg. Lad putre i 20-30 minutter, eller til det er mørt.
Mens hvidløgsblandingen spreder liflige dufte, parterer du en halv kålrabi. Skræl den, skær i små stykker og i en gryde med den. Tilsæt noget hjemmelavet og helt lovlig fond, bare lige så det dækker, lad det småkoge, så det bliver mørt, ligeledes 20-30 minutter.
Der skal også laves glaserede skalotteløg. De kære løg renses, og steges på pande eller i gryde, med riiigelig smør og lidt olie. Når de begynder at få lidt farve, tilsættes fond og rødvin. Vend jævnligt de kære kræ. Når rødvinsblandningen begynder at tykne, slukkes for varmen, løgene tages af, og stegeskyen smages til og bruges som sauce.
Nu skal svinet (eller i dette tilfælde, lamsebassen) ud af ovnen. Læg det på et skærebræt, pak godt og meget grundigt ind i sølvpapir, og dæk med viskestykke eller håndklæde. Lad hvile i 20 minutter.
Hæld det meste af væden fra hvidløgene, herefter pureres de med stavblender, sammen med smør, salt og peber, indtil det smager som du synes om.
Kålrabien skal også pureres og smages til med smør, salt og peber, evt. lidt timian.
Nu burde tiden være gået og du kan servere det hele, sammen med skiver af det meget møre og lyserøde kød.
Den eneste skuffelse er nok, at du efter et deeejligt måltid, opdager at det er onsdag og at du skal på arbejde i morgen! Med mindre selvfølgelig, du laver dette en fredag eller lørdag.
Og med mindre du har weekend arbejde..
Nå, men det er jo så ikke mit problem, spis nu bare den mad og vær glad!
Så har jeg prøvet at kaste mig over endnu et forsøg.
Mandelmælk!
Ja, jeg skal hilse og sige at det var noget af en udfordring, at malke de små mandler! Nå, pjat til side!
Det er meget nemt at lave og det smager dejligt.
Du skal bruge:
200 gram mandler
1, 5 liter vand
1 spsk. honning pr. liter færdig mandelmælk
0,25 tsk. salt pr. færdig liter mandelmælk
Du starter med at sætte mandlerne i blød natten over, 8-12 timer.
Giv dem herefter et opkog, så de nemt kan smuttes. Smut! (altså mandlerne, ik!)
Kom mandlerne i en blender og kom en halv liter vand over.
VRUM, Vruuuuuum, vrum!! Bare giv dem på fuld skrue et par minutter!
Så skal ‘mælken’ sies, jeg brugte min saft-si-pose til formålet. Rør rundt i massen, og til sidst bruger du hænderne til at presse det sidste væde ud af.
Så tilsætter du en liter vand, og smager til med honning og salt.
Hæld på flasker, opbevar i køleskab - og husk at holdbarheden kun er 2-3 dage!
Brug den som tilsætning når du bager, i smoothies eller som ‘mælk’ til din müsli.
En målsætning har været, at prøve en ny opskrift hver uge.
Jeg regner nemlig med at man godt kan blive træt af omelet og tunsalat efter et par uger…. Følelsen af at gro fjer og gæller kan nok blive anmasende efter et stykke tid!
Så!
Fredag aften stod på et miks af opskrifter fundet i bøger og på nettet, og groft manipuleret om til scd-diæt.
Det blev til marineret kyllingekød, stegt som spyd. Hertil peanutbutter sauce. Og ‘umoden mango salat’.
Opskrift kommer her, til 2 pers.:
Kyllingespyd og marinade:
2 kyllinge bryst fileter, der skæres i stykker af 3 x 3 cm. (cirka..)
Ca. 4-6 spsk. rapsolie
2 tsk. sambal oelek eller curry paste (hvis de er gluten/laktose/sukker/stivelses fri)
1 spsk. flydende honning
2-3 fed finthakket hvidløg
2 spsk. stødt koriander
1 spsk. stødt spidskommen
Rør marinaden sammen og plop kødet i. Lad det trække minimum 30 minutter, gerne i timevis!
Peanutbuttersauce:
1 stort løg
10-12 spsk. peanutbutter
7-8 lime blade (hvis de er tørret, fiskes de op inden servering)
1-4 spsk. citronsaft
3-4 fed hvidløg
2 spsk. raps olie
4 tsk. stødt spidskommen
1-2 spsk. honning
1 stor dåse kokosmælk
1-2 tsk. sambal oelek eller curry paste
Evt. lidt vand
Hak løg og hvidløg, og steg i olie sammen med spidskommen og limeblade. (Hvis friske blade, skal disse fintsnittes). Steg et par minutter, og tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser.
Rør godt, og jævnligt (brænder nemt på) og gør dette i en halv times tid.
Til sidt, når den er tyknet til en tyk sauce, smager du til efter smag og behag.
Dette giver en stor portion, der er rigeligt til 2-3 dage. Kold bliver saucen meget tyk, og kan med fordel bruges som dip til grøntsags stave.
Umoden mango salat:
En umoden mange smager som et surt æble, bare lige så du er advaret!
I umoden mango
1 appelsin
10-12 skiver røget mørbrad (eller luft tørret skinke der er ‘lovlig’)
Honning
Avocado olie
Skræl mango, og skær stenen ud. Skær frugt i skiver.
Arranger på tallerken, med appelsin i både.
Arranger skiver af mørbrad ovenpå, og dryp med olie og honning der er blandet sammen.
Strø evt. lidt salt ud over.
